Squashetti med græskarsauce og tahinristede kikærter


Lun og let efterårsret hvor græskar er tryllet om til en lækker og cremet sauce.


Græskar er den grøntsag jeg knus-elsker efteråret allermest for og jeg tilbereder den på mange forskellige måder, fx. som fritter, bagte i en salat, laver den til suppe eller hummus, bruger den rå i en råkost, bager boller, ja mulighederne er nærmest uendelige. Nu kan der altså også skrives sauce på den liste, fordi uhhhm det var godt! Opskriften på græskarråkosten må du vente med at få til min bog Geniale Grøntsager udkommer d. 7. oktober, hold nu op hvor jeg glæder mig!

Jeg gentog succesen med de peanut ristede kikæter, men for variationens skyld erstattede jeg peanutbutter med tahin. Den ristede sesamsmag passer nemlig også noget så fantastisk med græskaret.

Jeg har brugt saucen til en omgang squashetti, men almindeligt pasta eller bønnepasta vil også kunne bruges.

SQUASHETTI MED GRÆSKARSAUCE & TAHIN RISTEDE KIKÆRTER
- 2 portioner

Squashetti: 

2 squash

FREMGANGSMÅDE: Sådan laver du squashetti

Græskarsauce:

1 lille butternutsquash
2 spsk gærflager ( kan erstattes af parmesanost eller anden tør ost )
1/2 tsk stødt eller frisk revet muskatnød
1 tsk salt
1 spsk. æblecidereddike
1 tsk dijonsennep
1 dl soya-, kokosmælk eller anden valgfri mælk

FREMGANGSMÅDE:

Tænd ovnen på 200 grader og kom bagepapir på en bageplade.

Skær græskaret over på midten og skrab kernerne ud med en ske.
Placer de 2 halvdele på bagepladen med skindsiden opad.
Sæt pladen i ovenen og bag græskaret i 30-40 min. eller til den er helt blød og mør.

Lad den bagte græskar køle lidt af og skrab så kødet ud af skindet ned i en skål.
Med en stavblender blendes alle ingredienserne sammen til en jævn og cremet sauce og smages til med salt.

TAHINRISTEDE KIKÆRTER:

1 dåse kikærter
1 spsk tahin
1 tsk. oliven- el. sesamolie
1 tsk. salt
1 spsk. sesamfrø

FREMGANGSMÅDE:

Rør tahin sammen med salt og olivenolie og vend kikærterne heri.

Steg kikærterne på en pande i 5 min og drys til sidst med sesamfrø.

ANRETNING:

Vend squsahettien sammen med græskarsaucen, anret de i 2 skåle og top med de sesamristede kikærter.




FOTO & STYLING: Maria / Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria / Vanløse Blues
REGI: Bloomingville

Etiketter: , , , , , , , , , , , , , ,