Rødbedesalat med kikærter og mandel/appelsin dressing


Sæt en farveeksplosion af en salat på julebordet og oplev smagen af jul når mandler, appelsin og julens krydderier forenes i den cremede dressing.

Rødkålen kommer vi ikke uden om til julemaden, men hvad med at prøve noget anderledes og selvfølgelig lækkert - nemlig denne rødbedesalat med kikærter og den lækreste dressing.

Der er vist ingen tvivl om at jeg er glad for tahindressingen - der står ALTID en hjemmerørt en klar i mit køleskab. Jeg er vild med smagen, den cremede konsistens og så er den også en god kilde til de gode fedtstoffer, som gør salaten mere mættende.
Men det sker en sjældent gang, at sesam smagen ikke lige passer ind. Og her kommer mandelsmørret ind i billedet. Det kan bruges på nøjagtig samme måde som tahin´en, men giver en meget mildere smag.

Jeg har selv lavet mit mandelsmør, har du en god effektiv foodprocessor, så kan det laves på sådan ca. 10 min. Ellers kan man også købe det i helsekosten.

Serverer du friske salater juleaften og kunne du finde på at servere denne?

RØDBEDESALAT med kikærter og mandel/appelsin dressing:
- tilbehør til 2-4 personer

240 g udblødte og kogte kikærter- svarende til 1 dåse, drænet vægt
4 store kogte rødbeder
200 g grønkål - renset vægt
1 æble

MANDEL/APPELSIN dressing:

Saften fra 1 appelsin
2 store spsk. mandelsmør - købt eller hjemmelavet
1/2 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. stødt ingefær
Salt og peber
ca. 1/2 dl vand til at justere konsistensen med

FREMGANGSMÅDE:

Mix alle ingredienser til dressingen sammen. Tilsæt vandet lidt ad gangen til du har den ønskede konsistens og smag til med salt og peber.

Skyl og slyng grønkålen, hak den fint og kom den i en skål sammen med lidt citronsaft og salt og masser det mørt i et par minutter.

Anret grønkålen på et fad.

Skær rødbederne i tern og kom dem i skål sammen med kikærterne og vend dem med halvdelen af dressingen. Anret det ovenpå grønkålen.

Skær æblet i små tern og fordel dem ovenpå salaten.

Server salaten til julemaden eller spis den lige som den er.



FOTO & STYLING: Maria / Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria / Vanløse Blues
GEAR & GREJ: Magimix  5200 xl Foodprocessor
REGI: Wonki Ware / Muubs


Etiketter: , , , , , , , , , ,