CHIABOLLER - Glutenfrie & veganske


Sprøde boller med smag af rugbrød - perfekte i madpakken.
Og så er de veganske, helt uden gluten og super lækre!


Når chiafrø og knuste hørfrø blandes med vand, danner de en såkaldt slim, der har samme egenskaber som bindemiddel, som æg har.

Hørfrøene bidrager derudover med en meget rugbrøds lignende smag, så savner du rugbrød eller boller med masser af smag og bid, så er denne bolle lige noget for dig.



Bollerne er oplagte at bruge i madpakken. De er sprøde, faste og har masser af bid.
Fyld dem med dit favorit pålæg og kom dem i madpakken - eller læs med på søndag hvor jeg kommer med masser af forlag til hvad du kan fylde din og børnenes madpakker med.


CHIABOLLER - glutenfrie og veganske
- 6 stk

2 spsk chiafrø
2 dl vand

Pisk chaifrøene ud i vandet, lad det stå og trække i 10 min., til det bliver til en tyk gele.

2 dl boghvedemel*
2 dl quinoamel*
2 dl knuske hørfrø
1 spsk loppefrøskaller
3 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
2 dl vand

Græskarkerner til drys

Fremgangsmåde:

Bland boghvedemel og quinoamel sammen med chiagele, salt og bagepulver.
Tilsæt knuste hørfrø og loppefrøskaller, nu bliver dejen tyk og fast. Tilsæt vandet lidt ad gangen og rør det godt sammen.

Tænd ovnen på 200 grader og kom bagepapir på en bageplade.

Del dejen i 6 lige store dele og form dem til boller med fugtige hænder.

Drys bollerne med græskarkerner imens de stadige er fugtige og giv dem et forsigtigt tryk så de sidder fast på bollen.

Sæt pladen i ovnen og bag bollerne i ca. 45 min.
Alle ovne bager forskelligt så hold øje med dem efter 35 min.
Bollerne skal være lette, sprøde og lyde hult når man banker på bunden.

Lad bollerne afkøle på en bagerist.

Bollerne holder sig friske et par dage, men kan med fordel fryses ned og tages op efter behov.
De bliver ekstra gode efter en tur på brødristeren.

* boghvedemel og quinoamel kan erstattes af andre glutenfrie meltyper fx. rismel eller majsmel.


TIP - se flere glutenfrie boller her:

Broccoliboller
Blomkålboller
Gulerodsboller
Squashboller
Græskarboller
Hasselnøddeboller

Foto & styling: Maria / Vanløse Blues
Opskrift: Maria / Vanløse Blues

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,