Den perfekte hummus



Hvordan laver man den perfekte hummus? - Det er et spørgsmål, jeg har stillet i mange år.
Og som jeg nu elendig har fundet svaret på...

Vi er ret glade for hummus hjemme hos mig og der går sjældent længe imellem der står en skål med hummus på bordet.
Men den har ikke altid været hjemmelavet - vi har nemlig en meget stor kærlighed til hummusen fra Det Sunde Køkken - et lækkert take away sted på Frederiksberg, den har den helt rigtige smag og den mest cremede og elastiske konsistens og lige præcis sådan skal en hummus være for os.
Jeg har forsøgt utallige gange at efterligne den herhjemme, smagen kom jeg hurtig frem til, men konsistensen, den var straks sværere at efterligne.

I min jagt på den perfekt hummus har jeg gjort mig følgende erfaringer:

1. Man skal bruge de rigtig råvarer!
2. Det tager tid!
3. Man skal bruge det rigtigt udstyr!

Råvarer!

Som med al slags madlavning, så et det enormt vigtig at bruge de rigtige råvarer, find en god tahin hos din orientalske købmand og udvælg dig den bedste spidskommen, jeg køber min hos ASA Trading i torvehallerne, kan du ikke lige komme forbi der, så har de også en online shop hvor du kan købe alle de skønne krydderier, spidskommen finder du lige her.

Tid!

Man kommer ikke hurtigt til en god hummus, fordi det bedste resultat får man altså ved at bruge tørrede kikærter, som man selv udbløder og koger - glem alt om dåse kikærter her.

Udstyr!

Når du skal lave en ultra cremet hummus, kommer du ikke udenom at bruge en foodprocessor, jeg bruger en Magimix CS 5200 XL.

Iblødsætning af kikærter:

Dagen før hummusen skal bruges i blødsættes kikærterne.

Kom 1 pose kikærter (400 g) i en stor skål, hæld koldt vand på så der er dobbelt så meget vand, som kikærter. Tilsæt 1 tsk natron i vandet og lad kikærterne stå i blød i min. 10 timer.

Hvorfor så tilsætte natron? Natron forhindre kalken i vandet og pektinerne fra kikærterne i at klumpe sammen. På den måde får man en mere glat og ensartet hummus.


Kogning af kikærter:

Hæld vandet fra de i blødsatte kikærter, skyld dem godt og kom dem i en stor gryde med masser af vand og 1/2 tsk. natron. Ikke noget salt. Salt gør at kikærterne bevarer deres fasthed og vi vil altså gerne have bløde, meget bløde kikærter, så ikke noget salt i kogevandet.

Bring gryden i kog og skru ned på lavt blus når vandet koger. Lad kikærterne koge 2-3 timer.

Hæld vandet fra kikærterne gennem en sigte og lad kikærterne køle af.

Jeg får lidt over 800 g kogte kikærter ud af en pose, dem deler jeg i 4 portioner. 3 af dem fryser jeg ned, så har jeg dem til en anden gang hvor der enten skal laves hummus eller bare en salat med kikærter.

HUMMUS - den perfekte:

250 g kogte kikærter
1 fed hvidløg, fint rever
Saften fra 1/2-1 citron
1 stor spsk. tahin
1 tsk. spidskommen
2 tsk. flagesalt
1/2 squsah, i skiver

FREMGANGSMÅDE:

Kom alle ingredienser i foodprocessoren og lad den køre i 3-5 min. Det giver den lækreste og cremede hummus!

Smag hummusen til, måske den skal have mere salt, citron eller spidskommen.

Anret hummusen i en skål og med en teske laves der fordybninger i hummusen.
Drys med paprika, sesamfrø og dryp med lidt god olivenolie.

Hummusen kan holde sig i en lukket beholder i køleskabet i min. 1 uge.

FOTO & STYLING: Maria - Vanløse Blues
OPSKRIFT: Maria - Vanløse Blues
GEAR & GREJ: Magimix CS 5200 XL foodprocessor
REGI: -

Etiketter: , , , ,