Fyldte butternutsquash


Hulrummet der dannes når kernerne er fjernet i en butternutsquash er oplagt at fylde med noget lækkert og gratinere med ost!
Det er kun fantasien der sætter grænser for hvad sådan en kan fyldes med. Denne gang blev det spinat og gedeost, men jeg skal helt sikkert prøve at fylde den med en krydret fars - uhm!
Du kan vælge at spise herligheden med en ske, men du kan også tage kniven og gaflen frem og spise hele balladen. Skrællen kan nemlig også spise og er blevet blød og mør af bagningen. Så du gør bare hvad syntes - men jeg spiser skam skrællen. 

Du skal bruge:

1 butternutsquash
1 pose spinat
1-2 fed hvidløg
2 portobello svampe
4 skiver gedeost (jeg bruger chevre)
Olivenolie
Lidt timian 
Havsalt og frisk kværnet peber.

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 160 grader.
Del squashen på langs, skrab kernerne ud med en ske og skyld den godt.
Med en spids kniv skæres der riller så der dannes et fint mønster, det får også squashen til at blive hurtigere færdig i ovnen. 
Pensel squashen med olivenolie, krydr med salt og giv den et drys timian.

Bag den i ovnen til den er mør og gylden, ca. 30-45 min.

Imens laves fyldet.

Skær portobelloen i små tern, og skyld spinaten.
Varm olien op i en gryde og rist portobelloen til væden er fordampet, tilsæt hvidløg, salt og peber og lad det stege med et minuts tid. Kom svampene over på en tallerken og kom nu spinaten i gryden.
Den skal kun lige faldne sammen. Kom den i et dørslag og lad den dryppe af.

Når squashen er mør og gylden, tages den ud af ovnen og hulrummet fyldes med svampe og spinat, krydr med lidt salt og læg 2 skiver gedeost oven på.

Kom den nu fyldet squash ind i oven igen, skru op til 225 grader og lad osten gratinere ca. 5 min.

Server den fyldte squash til et godt stykke kød og med en god salat til.






Etiketter: , , , ,